mandag, september 11

11. september

På denne dagen finner jeg det passende å benytte en tekst fra Hans Olav Fekjær:

Det er fem år siden "nine-eleven".
I medisinens historie finnes en del eksempler på at behandlingen kan være verre enn sykdommen. Man mener f.eks. at for et par hundre år siden døde flere av behandlingen for syfilis enn av syfilis.

"Krigen mot terror" er selvsagt MISLYKKET fordi den bare øker rekrutteringen av terrorister.

Den er også MENINGSLØS fordi terror er en taktikk - en pensjonert general sa nylig at det er som å erklære krig mot nattlige angrep.

Den er ARROGANT OG FORDOMSFULL, noen vil si rasistisk, fordi den rammer muslimer i enorm grad. Muslimer i Vesten rammes ved grunnløse arrestasjoner av tusener, og muslimer i sine hjemland drepes i titusener. Bush&Blair mener det er verdt prisen fordi de mener det redder et (langt mindre) antall mennesker i Vesten. På CNN i dag morges sa en ung, kvinnelig irakisk ingeniør: "Bush sier han vil sikre amerikanske borgeres trygghet - har ikke vi irakere noen rett til trygghet?"

Selvsagt kan den terroren Vesten frykter avverges. En bør lytte til de begrunnelser terroristene selv oppgir. Og det er selvsagt ikke tilfeldig at terroren kommer fra den gruppe - muslimene - som Vesten angriper og okkuperer. Tross alle vakre ord det begrunnes med, vil ofrene ha vondt for å se det som vesensforskjellig fra fortidens kolonikriger.

Hvis USA avblåser sin okkupasjon av muslimske land, betaler krigserstatning og ber om unnskyldning for de enorme skader de har forårsaket, og Israel gjør det samme, forsvinner terrortrusselen mot Vesten.

Men selv om Bush&Blair hevder at angrepet på Irak er ledd i krigen mot terror, er det jo ikke sant. Det var vel ca. 1999 at Kongressen vedtok loven om "frigjøring av Irak". Årsaken var olje, terrorfare var bare et opportunt påskudd.

Etiketter: ,


Comments:
Feberfantasier fra åndsvak drømmer.

Den radikale taber

Hans Magnus Enzenberger.

Essay. »De radikale taberes projekt består i at organisere en hel civilisations selvmord.« Uddrag fra den tyske intellektuelle Hans Magnus Enzensbergers kontroversielle nye bog.

Af Hans Magnus Enzensberger

Efter Sovjetunionens og kommunismens ophør i 1991 eksisterer der kun en eneste voldelig bevægelse, der er i stand til at handle globalt. Det er islamismen. Den påtager sig det stort anlagte forsøg at aftappe den religiøse energi fra en verdensreligion, der med omtrent 1,3 milliarder troende ikke bare stadig er højst levende, men også, alene af demografiske grunde, vokser på alle kontinenter. Selv om denne ummah, dette muslimske samfund, er dybt splittet i sit indre og rystet af nationale og sociale konflikter, udgør islamismens ideologi for så vidt et ideelt middel til mobiliseringen af radikale tabere, eftersom det lykkes den at svøbe sig ind i religiøse, politiske og sociale bevæggrunde.

Også bevægelsens organisationsmodel borger for succes. Den har taget afsked med tidligere banders strikse centralisme og erstattet den alvidende og almægtige centralkomité med et fleksibelt netværk: en højst original nyskabelse, der er fuldt på højde med sin tid.

Derudover betjener den sig dog gerne af sine forgængeres arsenal. Det overses ofte, at den moderne terrorisme er en europæisk opfindelse fra det 19. århundrede. Dens vigtigste aner stammer fra det zaristiske Rusland, men også i Vesteuropa kan den se tilbage på en lang tradition. I nyere tid er det særligt den venstreradikale terror fra 60erne og 70erne, der har virket inspirerende. Islamisterne kan takke den for talrige symboler og teknikker. Stilen i deres bekendtgørelser, brugen af videooptagelser, Kalashnikovens emblematiske betydning, sågar mimik, kropssprog og kostume, alt sammen viser, hvor meget de har lært af disse vestlige forbilleder. I øvrigt stammer alle terrorens tekniske midler fra Vesten, fra sprængstoffet til satellittelefonen, fra flyvemaskinen til tv-kameraet.

Ligesom deres europæiske forgængere er de islamistiske krigere også fikseret på få kanoniske autoriteter. Koranen træder i stedet for Marx, Lenin og Mao, og i stedet for Gramsci påkalder man sig Sayed Qutb. Verdensproletariatet tjener ikke mere som revolutionært subjekt, det gør i stedet ummah’en, partiet er ikke længere massernes avantgarde og selvudnævnte stedfortræder, det er de islamistiske krigeres vidtforgrenede konspirative netværk. Bevægelsen kan ganske vist knytte an til ældre retoriske former, som kan virke højtravende og storskrydende på udenforstående; mange af dens fikse ideer kan den imidlertid takke den kommunistiske fjende for: historien følger jernhårde love, sejren er uundgåelig, det gælder om overalt at afsløre afvigere og forrædere, der overdænges med rituelle forhånelser.

Heller ikke listen over de foretrukne fjender byder på overraskelser: Amerika, det dekadente Vesten, den internationale kapital, zionismen. Den suppleres med de vantro, det vil sige de øvrige 5,2 mia. mennesker. Dertil kommer de frafaldne muslimer, der alt efter behag skal søges blandt shiaer, ibaditer, aleviter, jesider, zaiditer, ahmadija, hanafiter, drusere, sufier, charidjiter, ismailiter og andre trosretninger.

Hvor meget islamisterne end giver den som traditionens vogtere, er de dog helt og holdent produkter af den globaliserede verden, som de bekæmper. Ikke blot med deres teknik, men også med deres medieforståelse, er de meget længere fremme end deres umiddelbare forgængere. Ganske vist stolede terrorens disciple allerede i det 19. århundrede på »gerningens propaganda«, men den verdensomspændende opmærksomhed, som en omtåget gruppering som al-Qaeda nyder i dag, var dem ikke forundt. Skolet af fjernsyn, computerteknik, internet og reklame, opnår den islamistiske terror højere seerkvoter end ethvert verdensmesterskab i fodbold. De massakrer, som er altafgørende for den, iscenesætter den som Hollywoods lærenemme elev, med katastrofefilmen, splatterfilmen og science fiction thrilleren som forbillede. Også derved viser dens afhængighed af det forhadte Vesten sig. La société du spectacle, som situationisterne engang beskrev det, virkeliggøres i dens medieproduktioner.

Selvfølgelig er overbevisningen om egen overlegenhed ikke særegen for den arabiske mentalitet; europæere og nordamerikanere står ikke tilbage for andre kulturer i den henseende. Der er imidlertid to aspekter, der giver den arabiske mentalitet en særlig energi. For det første er troen på egen supremati religiøst funderet. For det andet kolliderer den med ens egen åbenlyse svaghed. Det fører til en narcissistisk krænkelse, der kræver kompensation. Udpegning af skyldige, konspirationsteorier og allehånde projektioner er derfor en del af den kollektive følelseshusholdning. Ifølge dem har den fjendske omverden kun én ting i hovedet; at ydmyge de arabiske muslimer.

Man reagerer derfor med ekstrem pirrelighed på enhver fiktiv eller reel fornærmelse. Det er ingen hemmelighed, at det er let at instrumentalisere den form for nærtagenhed. Ethvert taberkollektiv har tilbøjelighed til ophidselsestilstande, der kan udbyttes politisk. Anledningen kan være nok så ubetydelig eller latterlig, men fristelsen til at slå politisk mønt af den, er uimodståelig for enhver strategisk interesseret part.

I de konfrontationer, der opstår på grund af denne mentalitet, er det elementære princip om gensidighed fuldstændig elimineret. Således findes der for eksempel to fuldstændig usammenlignelige følelser: ens egne og så de andres. At såre de vantros er en dagligdags øvelse. (I øvrigt er allerede denne betegnelse betænkelig; andre religioner end islam tror tilsyneladende ikke på noget andet, men på ingenting). Fornærmelsen af anderledestænkende er en del af de islamiske mediers standardrepertoire.

Når Ariel Sharon vises, mens han slagter palæstinensiske børn med en økse i form af et hagekors, så er det normalt; omvendt bliver den arabiske verden krænket, hvis en eller anden

[jump]karikaturtegner gør grin med den. Bygningen af moskeer verden over kræves som en umistelig rettighed; bygningen af kristne kirker er utænkelig i mange arabiske lande. Muslimernes trospropaganda er et helligt bud, andre religioners mission er en forbrydelse. Alene besiddelsen af en Bibel fører til en retssag i Saudi Arabien. En selvudnævnt kalif brændemærker sin udvisning som et brud på menneskerettighederne.

På den anden side billiger mange muslimer opfordringen til at myrde en frafalden romanforfatter. Paroler som »død over de vantro (amerikanere, danskere, tyskere osv.)« betragtes som en legitim form for protest, som enhver skal have forståelse for. Med den krænkede uskylds mine kræver hadske prædikanter meningsfrihed, hvis afskaffelse er deres erklærede mål.

Sprængningen af Buddhastatuerne i Bamian går i Afghanistan for at være en gudvelbehagelig gerning; der var ingen meldinger om voldelige reaktioner i Thailand eller Japan. Men så snart der skal vises en film, der kritiserer islamiske sæder og skikke, køres pøbelen i stilling, og dødstrusler hagler ned. Man kræver højlydt respekt, men viser den ikke over for andre. Mens klager over diskriminering af muslimer i diasporaen hører til dagens orden, er muslimernes diskriminering af »vantro« og kvinder en selvfølge.

Altså vender vi os hellere endnu en gang til spørgsmålet om, hvordan det kan være, at den islamiske bevægelse med dens forjættelser kunne slå alle sekulære konkurrenter af banen og rekruttere et voksende antal gerningsmænd. Jo nøjere man studerer deres mentalitet, desto tydeligere bliver det, at man har at gøre med et kollektiv af radikale tabere. Alle de karakteristika, der er tilstrækkelig kendte fra andre sammenhænge, møder vi igen her: den samme fortvivlelse over ens egen fiasko, den samme søgen efter syndebukke, det samme realitetstab, den samme hævntrang, de samme maskuline vrangforestillinger, den samme kompensatoriske overlegenhedsfølelse, fusionen mellem ødelæggelse og selvødelæggelse og det tvangsmæssige ønske om at blive herre over de andres liv og ens egen død ved at eskalere skrækken.

Den eneste forskel er forbrydelsernes dimension. Den isolerede bersærker disponerer kun over en pistol eller en køkkenkniv; den AIDS-syge narkoman, der før sin død smitter så mange partnere som muligt med viruset, benytter kun sin krop som våben. Derimod nyder gudskrigeren godt af en solid uddannelse; han mangler ikke moderne kommunikationsmidler og en vidtforgrenet logistik; og inden for en overskuelig fremtid vil hans bagmænd muligvis endda forsyne ham med ABC-våben.

Alle de forklaringer, der primært beskæftiger sig med gerningsmændenes sociale forhold, kommer til kort. Det er ikke kun terrorens bagmænd og ideologer, der overvejende stammer fra indflydelsesrige og velhavende familier. Også blandt gerningsmændene er de fattige underrepræsenteret. Det amerikanske Foreign Policy Research Institute har offentliggjort en af de få egentlige klasseanalyser – naturligvis uden at tage et så suspekt udtryk i munden. Ud af firehundrede kendte al-Qaeda tilhængere havde 63 pct. en gymnasieuddannelse, trefjerdedele stammede fra over- eller mellemklassemiljøet, lige så mange var akademikere, deriblandt professorer, ingeniører, arkitekter og andre fagfolk.

Den radikale taber behøver altså på ingen måde at tilhøre denne jords udstødte. Ligesom i den isolerede bersærkers tilfælde er han normalt en mand. Kvinder er i høj grad underrepræsenteret blandt gerningsmændene. Undtagelser som de såkaldt sorte enker fra Tjetjenien og gerningskvinderne fra Palæstina bekræfter bare reglen.

Det er også påfaldende, at de færreste terrorister er fremgået af strengt troende miljøer. Det kaster et lys på religionens ideologiske rolle. Her er man som udenforstående henvist til formodninger. Men meget tyder på, at terroristernes fromhed ikke er meget bevendt. Gerningsmændene klamrer sig til en genbrugstro, der ikke rigtig kan tro på sig selv længere. »En sådan halvtro optræder altid med et penetrant krav om lydighed. Den vil ikke vide af kompromis og er notorisk fornærmet. Da den mangler den sidste sikkerhed, har den brug for autoritet eller direkte aktion som støtte.«

Man kan få det indtryk, at emigrationen ikke mindsker, men skærper tabernes psykiske risici. Uafhængigt af deres økonomiske situation er de rodløse migranter fra de arabiske lande udsat for et vedvarende kulturchok gennem den umiddelbare konfrontation med den vestlige civilisation. Det gælder særligt for de mandlige udvandrere. Den tilsyneladende overflod af varer, meninger og seksuelle muligheder fører til et tvesind af tiltrækning og frastødning, og den stadige påmindelse om ens egen kulturs tilbageståenhed bliver ubærlig. Følgerne for ens egen, i forvejen labile, selvværdsfølelse er lige så åbenbare som trangen til at kompensere for dem ved konspirationsteorier og hævnakter. I denne situation er islamisternes tilbud om at give andre skylden for ens egen fiasko en stærk fristelse for mange.

Den islamiske terrors reneste form er selv-mordsattentatet. Det udøver en uimodståelig tiltrækningskraft på den radikale taber; for det giver ham mulighed for at udleve sine storhedsfantasier såvel som sit selvhad. Man kan på ingen måde bebrejde ham for fejhed. Det mod, der udmærker ham, er fortvivlelsens mod. Hans triumf består i, at man hverken kan bekæmpe eller straffe ham, det sørger han selv for. At han ikke bare udsletter andre, men også sig selv, er hans sidste tilfredsstillelse, et ønske, som al-Qaedas tilståelsesvideo efter anslagene i Madrid i marts 2004 udtrykker i al tydelighed: »I elsker livet, vi elsker døden, og derfor vil vi sejre.« Heller ikke denne sindsstemning er ukendt i Europa; en af Francos generaler udtrykte sig på lignende vis i oktober 1936 i Salamanca: »Viva la muerte! Abajo la inteligencia!«

For bagmanden udgør selvmordsbomberen et våben, der er uovervindeligt, fordi det ikke kan dækkes af nogen satellit og i praksis kan sættes ind overalt. Derudover er det yderst billigt.

Den historiske guerillakrig havde altid som mål at vinde civilbefolkningens støtte. Ikke bare dens logistik, men også dens politiske legitimation byggede på det. Denne strategi er fremmed for islamisterne. Det ser man af deres angrebsmåls vilkårlighed. Mens det 19. århundredes russiske terrorister og deres efterfølgere påberåbte sig klassekampen og udvalgte deres ofre blandt de rige og mægtige, myrder de islamiske gudskrigere med forkærlighed sagesløse metropassagerer, små kontorfolk, diskoteksgæster, kvinder, der køber ind på markedet, eller folk, der står i kø et eller andet sted.

At de islamiske aktioners destruktive energi, modsat hvad Vesten synes at tro, overvejende retter sig mod muslimerne, er for så vidt ikke en taktisk fejl og ingen »collateral damage«. Alene i Algeriet har deres terror kostet mindst 50.000 hjemlige medborgere livet; andre kilder taler om op mod 150.000 mord, som militæret og sikkerhedstjenesterne ganske vist også har taget del i. Også i Irak og Afghanistan overstiger de muslimske ofres tal langt de fremmedes. I det hele taget mærker man ikke noget til den hysteriske nærtagenhed, som de lægger for dagen i forhold til omverdenen, når det drejer sig om indre konflikter i den arabiske verden. Ingen råber op og ingen fatwa udstedes, når arabiske muslimer dræber muslimer i Irak, i Chad, i Darfur eller Afghanistan.

At terroren ikke bare skader islams anseelse alvorligt, men også dens tilhængeres eksistensbetingelser verden over, gør lige så lidt indtryk på islamisterne, som Tysklands undergang gjorde på nationalsocialisterne. Som dødens avantgardister ligger det dem fjernt at tage hensyn til deres trosfællers liv. At de fleste muslimer ikke har lyst til at sprænge sig selv og andre i luften, er for islamisterne kun et tegn på, at de ikke har fortjent en bedre skæbne end selv at likvideres. Den radikale tabers mål er jo netop at gøre så mange som muligt til tabere. At islamisterne er i mindretal kan i deres optik kun skyldes, at de er udvalgte.

Islamismen er ikke interesseret i løsninger på den arabiske verdens dilemma; den er ren negation. Det drejer sig om en i streng forstand upolitisk bevægelse, da ingen af dens krav står til forhandling. Rent ud sagt ønsker den, at flertallet af planetens beboere, der består af vantro eller frafaldne, kapitulerer eller myrdes.

Dette brændende ønske er uopfyldeligt. Selvfølgelig er de radikale taberes destruktive energi tilstrækkelig til at myrde tusindvis, måske titusindvis af sagesløse og eftertrykkeligt beskadige den civilisation, som den har erklæret krig.

Et tegn på den virkning, som en halv snes levende bomber kan opnå, er de dagligdags kontrolinstanser, som verden har vænnet sig til. Omkring 1,7 milliarder flypassagerer må år efter år finde sig i visitationer, der ikke bare er belastende, men også ydmygende.

Det er ganske vist det mindste af de civilisationstab, som terroren har til følge. Den kan fremkalde et alment angstklima og udløse paniske modreaktioner. Den forhøjer det politiske politis, sikkerhedstjenesternes, rustningsindustriens og de private sikkerhedsfirmaers magt og indflydelse, den fremmer vedtagelsen af stadig mere repressive love, forgifter det politiske klima og fører til tabet af historisk tilkæmpede frihedsrettigheder. Det er ikke nødvendigt med konspirationsteorier for at indse, at der findes folk, der hilser disse følger af terroren velkommen. Der er intet bedre end en ydre fjende, hvis eksistens overvågningsapparaterne og repressionen kan påberåbe sig. Den russiske indenrigspolitik er ikke det eneste eksempel på, hvad det fører til. Terrorens farligste følgevirkning er infektionen af modstanderen. Også det amerikanske demokrati er påviseligt blevet smittet af dets islamiske fjender og har overtaget midler som vilkårlig tilfangetagelse, bortførelse og tortur fra deres repertoire.

Men gudskrigernes største gave er ikke bare Vestens, men også Kinas afhængighed af Mellemøstens olie og den internationale kapitals manglende evne til at give afkald på at gøre forretninger med de stater fra regionen, der understøtter terrorismen.

Alt dette kan islamismen notere sig som en succes. Det ændrer bare ikke noget ved de faktiske magtforhold. Selv det spektakulære angreb på World Trade Center kunne ikke ryste USAs dominans; New Yorks børs genoptog arbejdet allerede mandagen efter angrebet; de langsigtede virkninger på det internationale finanssystem og verdenshandelen var minimale.

Derimod er konsekvenserne for de arabiske samfund fatale. For det bliver ikke Vesten, der skal bære de langsigtede katastrofale følger, men den verdensregion i hvis navn islamismen handler. Ikke bare flygtninge, asylansøgere og migranter kommer til at lide under det. Hele folkeslag vil, hinsides enhver retfærdighed, komme til at betale en uhyrlig pris. Forestillingen om, at terroren kan forbedre deres fremtidsudsigter, der i forvejen er dystre nok, er absurd. Historien kender ingen eksempler på, at samfund i tilbagegang, der kvæler deres eget kreative potentiale, er i stand til at overleve i længden.

De radikale taberes projekt, som det ses for tiden i Irak og Afghanistan, består i at organisere en hel civilisations selvmord. Det er ikke sandsynligt, at det skulle lykkes for dem at generalisere og forevige deres dødskult grænseløst. Deres anslag udgør en permanent baggrundsrisiko, ligesom det dagligdags trafikdrab på vejene, som vi har vænnet os til. Det må et verdenssamfund, der er afhængigt af fossile brændstoffer, og som hele tiden skaber nye tabere, lære at leve med.
 
Legg inn en kommentar

<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?